Private leverandører skal også kunne påpege unyttige regler
Regeringen udvider udfordringsretten i forhold til tidligere. Regeringen er nemlig nu parat til at ændre lovgivningen, hvis det er nødvendigt. Hertil kommer, at det ikke længere kun skal være ansatte i kommuner og regioner, der skal kunne udfordre reglerne.
Også statsligt ansatte og private leverandører til den offentlige sektor skal kunne påpege unyttige regler.
Regeringen vil give tilladelse til at afprøve forslag, hvor hverdagens eksperter får mulighed for at bevise, at de kan gøre det bedre, hvis bare reglerne ændres.
Regioner hilser forslaget velkommen
- Borgerne og virksomheder skal opleve, at regionernes indsats tager udgangspunkt i deres behov. Hvis unødvendige regler eller procedurer står i vejen, skal det frem i lyset, siger Danske Regioners formand Bent Hansen (S).
Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) ønsker med udvidelsen at at komme af med unødvendigt bureaukrati:
- Ingen ved bedre end de ansatte, hvor bureaukratisk den offentlige sektor kan være. Den enkelte sygeplejerske, sagsbehandler eller private madleverandør er ofte ekspert i at udpege unødvendige regler og krav til dokumentation, der bare er spild af tid. Jeg vil nu give alle offentligt ansatte og private leverandører mulighed for at udfordre reglerne. Målet er, at vi skal af med unødvendige regler og gøre tingene på en smartere måde. Borgerne skal ikke opleve ansatte, der bruger tid på unyttigt arbejde, siger han.
Behandles decentralt
I økonomiaftalerne for 2018 mellem regeringen, KL og Danske Regioner blev det aftalt at indføre en udvidet udfordringsret. Udfordringsretten giver alle offentligt ansatte og private leverandører ret til at udfordre gældende lokale og nationale regler ved at påpege uhensigtsmæssige regler samt søge om fritagelse for gældende regler i en periode.
Formålet med udfordringsretten er at få ny viden og praktiske erfaringer, der kan bane vejen for en bedre opgaveløsning gennem effektiviseringer og regelforenklinger i den offentlige sektor.
Udfordringsretten er udvidet i forhold til den tidligere udfordringsret i 2008-2015. Der er åbnet for at lave forsøg, hvis gennemførsel kræver ny forsøgslovgivning. Desuden vil regeringen også overveje at gennemføre forslag uden forudgående forsøg. Endelig kan statsligt ansatte og private leverandører nu også udfordre.
Ansøgning om undtagelse fra lokale regler behandles decentralt i den ansvarlige kommune, region eller statslige institution. Kommuner og regioner beslutter politisk, hvilke forslag vedrørende statslige regler, der skal sendes videre til de relevante ministerier. Der kan løbende indsendes forslag.
rp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.